Et år i Malaysia

Faktisk har vi boet i Malaysia i 1 år og 3 måneder nu. Hvilket er helt vildt og en reminder “that time truly flies”.

Derfor tænker jeg også, at en opsummering og reflekteren over vores første år væk fra Danmark er ved at være på sin plads.

Og så det obligatoriske; where do I start? Haha.

Jeg landede i slutningen af marts 2021 - og overstod 1 uges karantæne på hotel, før jeg blev sluppet fri og kunne påbegynde vores nye tilværelse laaangt væk hjemmefra. Jeg husker det hele som meget surrealistisk, spændende, nervepirrende og eventyrligt. Samme følelser ramte, da jeg for første gang trådte ind i vores lejlighed. Det har altid været mig, der har fikset boligsituationen, når teltpælene pludseligt blev rykket op et sted og plantet et nyt - så det var uvant, men super skønt, at træde ind i “vores nye hjem” uden overhovedet at have haft en finger med i spillet (andet end lidt facetime’eri til fremvisningen). Og han havde ramt helt plet! Det føltes som hjem. Et hjem meget langt væk fra hjem. Og jeg er stadig ligeså begejstret for at bo her, som jeg var, da jeg pakkede mine kufferter ud den tirsdag i marts sidste år.

Kevin havde jo allerede fuld gang i sin hverdag - så han jonglerede den og det at vise mig rundt i byen den første måneds tid. Det var nok egentlig også det, at han allerede kendte byen så godt, der gjorde, at jeg faldt så hurtigt til, som jeg gjorde. Fordi jeg kunne mærke hans ro ved det hele. Igen var det helt rart bare lige at slippe tøjlerne lidt og lade mig fører. Jeg kunne ligesom rumme de store mængder “nyt” bedre sådan - når jeg ikke skulle forholde mig til andet end at “følge med”.

Jeg blev allerede indenfor den første uge introduceret for nogle af Kevins nye holdkammerater og venner. Min sociale angst slog et par koldbøtter, da vi trådte ind på caféen, hvor vi skulle mødes. Men det viste sig at være en god oplevelse (som det jo så oftest viser sig. Hvis da bare min angst kunne huske det til næste gang) og jeg faldt hurtigt til ro igen i deres nærvær. Vi var jo i samme båd. Så det var nemt at connect’e over.

I slutningen af maj skulle Kev 3 uger afsted med landsholdet. Det var i en periode, hvor en corona bølge skyldede indover Malaysia (og mange andre steder i verden), hvilket betød, at han efter de 3 uger i Dubai, skulle sidde 14 dage i obligatorisk karantæne på et hotel inde i byen. Jeg forberedte altså mig på 5 uger alene - blandt andet ved at sørge for at lave en masse gode aftaler med nogle af mine nye venner. Skæbnen ville dog, at landet, kun 3 dage efter at Kev var fløjet mod emiraterne, gik i total lockdown. I Malaysia betød det, at man kun måtte gå ud for at handle eller gå til lægen og ikke mere end 10 km væk fra ens adresse. Selv parker var lukkede. Man måtte ikke mødes med folk, der ikke var fra ens husstand. Heller ikke i sit private hjem. Nogle har nok været “bedre” til at omgåes reglerne, så de ikke følte sig helt så låste. Men jeg skulle ikke have noget klinket. Så de 5 uger blev pludselig meget lange. Og den eneste interaktion jeg havde var over facetime - og med kassemedarbejderne i supermarkedet;

“Anything else?”.

“No, thank you”.

“Alright, have a nice day”. “

Thank you, you too”.

Da Kev endelig vendte hjem og havde overstået sine 14 dage i karantæne, blev han hjemme i 3 dage, før han gik i boble med resten af holdet - på et hotel inde i byen. De næste 5 uger var han hjemme en dag om ugen.

Jeg ved godt, at de her 10 uger, på ingen måde, hverken kan eller skal sammenlignes med, hvad mange mennesker desværre udsættes for af adskillelse og isolation. Men selv det her nåede at påvirke mig ret hårdt psykisk, og jeg måtte lige genfinde kontakten med min tidligere psykolog fra Danmark, for at komme nogenlunde ovenpå igen. Og jeg tror måske også, at det er en af de værste ting corona i virkeligheden har bragt med sig - den psykiske belastning.

Heldigvis slap den også sit greb i Malaysia igen og ting vendte stille og roligt tilbage til normalen - “det nye normal” om ikke andet.

Det havde været en rough måde at starte ud på i Malaysia. Men tilgengæld sluttede vi året af på et ultimativt high, da Kevin og holdet vandt finalen i Malaysia Cup mod ligaens tophold Johor. Det var en kæmpe bedrift og en aften, vi aldrig glemmer! Og oveni hatten havde jeg fået nogle nye (endda danske) og vildt skønne bekendtskaber forinden, som jeg kunne dele oplevelsen med fra tilskuerrækkerne.

Morgenen efter Malaysia Cup rejste Kev atter på landsholdstur - et lille beskedent hop i en flyvemaskine til Singapore - og 3 dage senere vendte jeg retur til DK for første gang i 9 måneder. Jeg har aldrig nogensinde været væk fra min familie så længe - og havde heller aldrig nogensinde troet at det skulle ske. Men sådan var det - og jeg sad nærmest og hoppede på mit flysæde hele vejen hjem. Specielt den sidste time, hvor jeg rømmede mig flere gange, når jeg kom til at tænke på at “lige om lidt skal jeg kramme mine forældre”. Og det var lige så skønt at se dem igen, som jeg havde forestillet mig i flyveren.

Selvom vi timede vores december i Danmark med endnu en coronabølge, var det skønt at komme hjem og resette - og bare føle sig hel. For det har jeg fundet ud af, at jeg ikke helt gør, uden min familie og mine venner og gråvejr og Gudenåen og lakridser og Bette (vores kat) og mit gamle værelse i kælderen og tykke vinterjakker og søerne omkring Silkeborg. Det betyder ikke, at jeg ikke elsker vores Malaysiske hverdag - men jeg har virkelig fundet ud af, hvor meget Danmark bor i mig, ved ikke at bo i Danmark.

Nu er vi tilbage i KL. Det har vi været siden slut januar. Og i april, da landet for første gang siden coronas begyndelse åbnede grænserne for turister, kunne vi endelig få mine forældre på besøg. En dag jeg havde drømt om, siden jeg tog afsted i marts 2021. De var her en hel måned og det var fantastisk at dele vores nye verden og hverdag med dem. Jeg glæder mig allerede helt vildt til næste gang, de besøger os. Og håber også på besøg fra en masse andre, vi holder så meget af!

Det har været vildt at flytte så langt væk fra alt det og alle dem, vi kender. Det har været surrealistisk, spændende, nervepirrende, eventyrligt (præcist som føltes alle første dag) og utallige andre følelser, jeg hverken kan beskrive eller kender navnet på. Det kommer med et stort savn og en følelse af at “gå glip” - og det kommer med oplevelser, man ikke ville være foruden. Det kommer med tordenvejr og regnskyld, som jeg aldrig har oplevet det før - og med så mange solskinsdage på et år, at de ikke er til at tælle. Det kommer med usikkerhed og kulturchok og kontroltab - og med stabilitet og nysgerrighed og en leven i nu’et.

Hvis du har læst med helt hertil, er du for sej og fortjener en applaus! Og et stort TAK!

Kram fra KL og mig!